Baggrund

Hjem
Sidste nyt
Baggrund
Grunden
Materialer
Fotoalbum

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I maj 2004 var Karen og jeg ved at købe vores drømmehus.

Huset var næsten nyt, bygget 2001, prisen var rimelig. Vi var ude at se på huset 2 gange, og til sidst havde vi besluttet os. Vi var desværre ikke de eneste købere, der havde været interesserede i huset. Vi ”slog til” ca. 15 min for sent. De andre havde købt det. Øv!
Nå, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi afsøgte herefter markedet for nyere huse i Haderslevområdet. Her var intet i vores prisniveau.

Eurodan:
Ved et tilfælde kom vi forbi Eurodan Huse i Rødekro. Vi besluttede os for at gå der ind og se, om det var økonomisk realistisk for os at bygge nyt. Vi fik egentlig en rigtig fin behandling her. Sælgeren tog os alvorligt. Her prøvede vi at rekonstruere huset, vi havde været ude at se på. Desværre var det ca. 400.000,- dyrere at bygge nyt. Men Eurodan havde også andre muligheder. De havde en serie af huse, der var billigere at opføre (Euro-serien). Kvaliteten var den samme, men valgmulighederne var begrænsede mht. at flytte vægge osv.
Vi var ude at se nogle af Eurodans prøvehuse. Men vi syntes alligevel, det var lidt for dyrt i forhold til, at vi gik på kompromis ret mange steder. Så vi besluttede os for at afsøge markedet lidt grundigere.

Helle-Huse:
På en byggeudstilling ved Middelfart så vi et prøvehus fra Helle-Huse. Vi syntes, det var lækkert og vi var begejstrede for lysindfaldet og materialevalget. I prøvehuset talte vi med sælgeren om, hvordan vi godt kunne tænke os at vores hus skulle være. Han ville prøve at regne på det.
Da tilbudet endelig kom (Vi måtte rykke for det et par gange), var det slet ikke så tosset. Huset var billigere end Eurodans, og vi følte ikke, vi gik så meget på kompromis. Vi aftalte et møde med sælgeren hos os for at gå lidt mere i detaljen. Her fandt vi ud af, at vi ville nøjes med en indgang, og vi kunne kombinere detaljer fra 2 af HH’s grundmodeller. Vi følte egentlig, at vi var tættere på målet og var lettede over at være ved vejs ende. Men alligevel skulle der gå mudder i det: Selv om ”vores” hus var fra eksklusiv serien, var der alligevel meget, der skulle vælges til. Det var svært at få et overblik over materialevalgene. HH’s kontor, hvor man vælger materialer, ligger i Hjørring, og her kommer man op, når man har underskrevet entreprisekontrakt. Vi ville ikke skrive under på noget, før vi havde overblik over, hvad der var med i prisen. Sælgeren var ret langsom. Vi havde brug for en afklaring, så vi søgte videre. Vi var virkelig tæt på at vælge HH, men vi havde hørt om Preben Jørgensen Huse i mellemtiden. Det bestemte vi os for lige at høre en smule nærmere om.

Preben Jørgensen Huse:
Preben Jørgensen er en murermester, der bor i Ølholm ved Vejle. Han bygger i en omkreds af ca. 80 km. fra Ølholm. PJ har pt. den billigste m2 pris, vi har set. Samtidig er der nogle fine detaljer med. f.eks  fuldmurede indervægge og loft til kip i stuen. Priserne på tilvalg er reelle kostpriser. Det skal dog nævnes, at beløbene, der er afsat til køkkeninventar, hvidevarer og lign., er realistiske, men er bestemt ikke sat højt. Man er naturligvis selv herre over hvor meget ekstra, der ryger på. Prisen på selve byggeriet gør, at man så selv har mulighed for at prioritere andre steder.

PJ har ikke et stort salgsapparat. Salget går via Estate mæglerne i Fredericia. Der er heller ikke en masse fancy udenomspjat. Du kan få nogle adresser, hvor PJ har bygget, så kan man selv køre forbi og kigge. Han har ansat en ingeniør til at tegne osv. Så der er ikke et stort ”hovedkvarter”. Der er kun en, der styrer det hele, og det er PJ. En anden væsentlig fordel ved at bygge ved PJ. er, at man betaler for arbejdet, når byggeriet er afsluttet. Altså ikke noget med byggerenter. Så sparer Preben en kontordame. Vi kan godt lide konceptet, og Preben virker som en gæv håndværker, og en man kan stole på. Vi har nu underskrevet entreprisekontrakt med PJ.